En redningshunds arbejdsopgaver

Der findes mange forskellige typer redningshunde, så derfor har de også hver sine konkrete arbejdsopgaver. Generelt set hjælper en redningshund personer i nød, men de kan også hjælpe med til andre nyttige opgaver, da redningshundens fordel er en super god lugtesans, der er tusinde gange bedre end menneskets. Der stilles også en del krav til hunden og dens fører, før de har gennemført selve uddannelsen som redningshund. Her kommer en bred beskrivelse af de forskellige funktioner hos redningshunde samt kravene til hunden og dens hundefører.

Krav til at blive redningshund

Det tager normalt en hund med hundefører to år i alt at gennemføre uddannelsen, og man må påregne at bruge mindst ti timer om ugen. Man undervises i emnerne:

  • Førstehjælp til mennesker
  • Førstehjælp til hund
  • Redning
  • Håndtering af tilskadekomne
  • Lydighed
  • Samarbejde

En hund og dens hundefører må påregne at skulle være klar til en ny opgave med kun en times varsel døgnet rundt, og man aner ikke, hvor man havner, eller hvor længe opgaven varer. Der stilles ingen konkrete krav til hundens race eller stamtavle, men hunden skal kunne klare forhindringsbanen. En hundefører skal kunne løfte sin egen hund, og der bør være et godt og kærligt forhold mellem begge parter. Hunden bør være glad for mennesker og psykisk stabil, idet den bliver udsat for mange hårdhændede påvirkninger gennem tiden. Hunden skal desuden være mærket og registreret i dansk hunderegister, og den skal også være vaccineret og have en udvidet hundeforsikring. En hundefører skal mindst være 16 år gammel og have en ren straffeattest. Det er et uselvisk arbejde at være hundefører, da jobbet er ulønnet, og man har selv alle udgifterne til hundemad, transport, dyrlæge og forsikringer, så man har ofte et normalt job ved siden af.

Forskellige typer af redningshund

Overordnet kan man inddele redningshunde i følgende kategorier:

  • Brandvæsnet anvender redningshunde og indsatshunde til at løse humanitære opgaver, såsom eftersøgning i naturen af forsvundne eller bortgåede personer. Også på katastrofeområder ved trafikulykker og væltede huse anvendes redningshunde til at finde frem til ofrene. En brandhund kan også genkende de mange typer af brandbare væsker både før og efter en forbrænding har fundet sted, hvilket hjælper med til at fastslå brandens opståen, så derfor anvender forsikringsselskaberne også brandhunde.
  • Politi og toldvæsen anvender rushunde til at snuse sig frem til narkotika og andre euforiserende stoffer. Udover at komme med på politiaktion eller kontrol af lastbiler og skibe, så tager man også hundene med til regelmæssige kontrolbesøg på folkeskoler, tekniske skoler, kommunale begivenheder og institutioner, fængsler samt andre steder.
  • Man anvender besøgshunde og fører som en form for besøgsven på plejehjem, institutioner samt i private hjem.
  • Man uddanner også førerhunde til blinde og svagtseende, samt tryghedshunde, der sammen med sin hundefører opretholder ro og orden på skadesteder og ventepladser.

Billede: jurvetson